søndag den 11. november 2012

Tirsdag 6/11 - dykkertur

Turens højdepunkt nærmede sig. Det eneste planlagte på turen, og et dyk, jeg havde glædet mig til.
Op kl 7:30 som sagt (det er jo 6:30 i min tid, Queensland (QLD)), tage et glas juice (snarere saftevand). Der var morgenmad i fællesrummets køkken, men det er jo ikke lige mig.
Udfylde en masse papirer, vise certificerings-beviser, våddragt på, osv. osv. Og afsted :-)

Båden sættes i søen - eller floden rettere sagt.

Ruten som min gps-logger så den.
Efter en kort køretur gennem et fint naturområde kom vi til stedet, hvor båden skulle i vandet. Det var sidste gang jeg oplevede den båd i ro. En kort tur op ad floden, og vi kom til det sted, hvor floden og havet støder sammen. Skipper var meget alvorlig, og vi fik redningsveste på. Der var bølger. Skipper havde lovet, at turen ville blive "bumpy", og fruen havde fået søsygepillerne, der plejer at være i min dykkerpose.

Vel ude på havet blev bølgerne større. Sejlturen foregik i ryk. Lidt langsomt op ad bakke - bølgerne var ret store - for ikke at båden skulle tippe bagover (forklarede han senere). Oppe på bølgetoppen, ville båden slå mod vandet med et kraftigt slag, men den var solid. Så lidt fart på indtil næste bølge. Det var egentlig ret sjovt, og fint at se de mørke slanke fugle på jagt.
Efter ca 45 minutter var vi fremme ved en lille klippeø, hvor bøjen blev fortøjret til en bøje. Den lå IKKE stille, men nu var det krap-bølger. Jeg har dårlige erfaringer med at kigge nedad i den slags situationer, så vores venlige guide gav mig udstyret på. Baglæns salto, og vi var i vandet :-)
Det var lidt koldere end jeg er vant til, men OK - vist omkring de 20-22 (der er 26 oppe nordpå).

Dykket var fint og anderledes end noget andet jeg har prøvet. Der var næsten bar klippe kun sparsomt bevokset med bløde koraller. Der var vildt mange fisk - og hajer. Nurse sharks og wobbegong. Begge er ufarlige for mennesker, med mindre man generer dem (fx. træder på en wobbegong, der ligger på bunden). Vores guide ledte os forbi alle hajer ved at føre os tæt mod klippen og nogle meter fra hajen. Man skal heller ikke prøve at klappe dem ...

Min kamera-maske var gået i stykker på turen ud. Shit!! Heldigvis havde de en ekstra, som jeg kunne låne. De sagde, at jeg ville få mit kamera, når jeg var i vandet, men det skete ikke - så der er ikke noget video fra denne tur :-( Egentlig ville det nok heller ikke være så godt. Sigtbarheden var 10-15m, men vi var nede på ca. 30m vand, så der er ret mørkt (for et kamera - vi kan godt se).

Der var en del strøm dernede, og bølgerne kunne mærkes selv dernede, så vi blev skubbet noget frem og tilbage. Jeg blev søsyg. Ja, man kan godt kaste op på 30m vand - smart dog, hvis man kan undgå at gå i panik.

Oppe igen blev jeg for alvor søsyg, og det var jeg på resten af turen.
Jeg måtte opgive dagens andet dyk, der var den grottetur, jeg egentlig kom for. lidt surt.

Turen hjem var lang, føltes som en uge. Jeg lå i båden og frøs, og kæmpede med søsygen. Der var meget vind, og vandet var jo koldt. Ikke nogen fed kombi. Jeg fik en jakke under hovedet, og en jakke (delvist) hen over mig - de var nu søde :-)

Jeg var meget glad for at sætte fødderne på fastlandet igen.
Kort tur hjem, og direkte op i seng. Jeg sov til ca 19 (fra 13 ?), og gad ikke spise noget. Var oppe et par timer, og gik i seng igen.

Ikke den dag, jeg havde håbet på. Dykket var dog så fint, at det næsten var det værd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar